Præsentationsangst
For nogle er det at stille sig op foran andre en pinsel. Man bekymrer sig i dage før, og man kan stort set ikke sove lige op til. Når øjeblikket nærmer sig, har man det skrækkeligt, og man kan være fuldstændigt udmattet. Bagefter er man lettet over, at det er overstået, men ofte er man utilfreds over sig selv. Det kan være svært at vurdere, hvordan det faktisk gik, for det føltes, som om man knap nok hang sammen. Man er fuld af selvbebrejdelser, og der kan være en tanke om, at angsten er tegn på en svaghed, man bør skjule. Man prøver at undgå at skulle tage ordet foran andre, eller man forbereder sig uforholdsmæssigt meget. Alt i alt bliver man drænet for arbejdsglæde, og det kan blive begrænsende for ens professionelle liv. Det behøver ikke være sådan. Man kan lære at forholde sig anderledes til det at skulle være i andres opmærksomhed. Man kan lære at fokusere på det budskab, man gerne vil frem med, og man kan blive mere afslappet i forhold til, hvordan andre ser en. Og så kan man lære at håndtere de fysiske nervøsitetssymptomer, så de bliver brugt positivt og ikke løber løbsk.