Panikangst

Ud af det blå

Panikangst kommer tit som et lyn fra en klar himmel. Eller sådan føles det i hvert fald. Som om kroppen uden varsel fuldstændig stikker af fra dig. Hjertet banker, det føles, som om du ikke kan trække vejret ordentligt, svimmelheden gør det svært at bevæge dig normalt, benene føles mærkelige, og synet kan være anderledes. Du bliver grebet af en dyb følelse af, at noget er helt, forfærdeligt galt, som om du er øjeblikke fra at gå helt i stykker. Måske bliver du tjekket af en læge, der fortæller dig, at der ikke er noget fysisk i vejen. Måske nævner lægen, at det kan være angst, men det kan være svært helt at blive overbevist om, at den overvældende oplevelse ‘bare’ skyldes dine tanker.

Bekymring for angsten

Nogle gange går der lang tid, før næste angstanfald kommer, andre gange sker det ret hurtigt. Men du begynder måske at bekymre dig om, hvornår angsten dukker op igen. Det kan være, at du begynder at tage forholdsregler: Sætter dig ikke inderst i mødelokaler, sørger for at have vand med dig, undgår steder, hvor du er lukket inde. Hvis nu angsten kommer, vil du gerne kunne komme væk. Det kan også være, at du bliver bekymret for at være blandt mange mennesker, for hvis angsten rammer dig midt i køen i Føtex, hvordan vil det se ud for andre? Eller du får ubehag ved tanken om at skulle være langt væk hjemmefra, være alene, eller der kan være andre måder, du prøver at beskytte dig selv på. Angsten bliver en del af dine beslutninger, og den begynder at bestemme over, hvad du gør, og hvordan du gør det. Langsomt kan angsten tage mere og mere af dine muligheder fra dig, så dit liv bliver ufrit og bekymringsfuldt.

Du kan blive fri for panikangst

Du behøver ikke at leve et liv med angst. Kognitiv terapi er en effektiv behandling, og koblet med mindfulness kan du lære at arbejde sammen med din krop i stedet for at blive overvældet af den. Behandlingen består i høj grad af at lære din angst at kende, at forstå dens mekanismer. Panikangst kan være skræmmende, men det er ikke farligt. Det er din krop, der prøver at gøre dig klar til en udfordring, dit hoved tror, du er i. Ved at lære både dine tankemønstre og din krops reaktioner grundigt at kende, kan du aflære reaktionen og kunne færdes uden angst. Ofte er det også en god ide at se på, hvad det var, der udløste angsten. Som regel er angsten opstået i en periode med mange belastninger og stress, og det er vigtigt at kende de signaler, der peger på, at du er ved at være overbelastet. På den måde kan du bruge angsten til at sikre, at du ikke lader stressbelastninger blive for store og vare for længe, men i stedet skaber en bæredygtig hverdag, der passer dig.