Helbredsangst

Hvad er helbredsangst?

Helbredsangst bliver nogle gange også kaldt sygdomsangst eller hypokondri. Det er en angstlidelse, hvor man er plaget af tanker om, at der er noget fysisk galt med en; at man lider af en alvorlig sygdom, som ikke er blevet korrekt diagnosticeret. Man er typisk meget opmærksom på signaler fra kroppen, og man fortolker dem som tegn på, at der kan være noget alvorligt galt. Det kan være en bestemt ting ved kroppen, fx ens hjerterytme, kirtler, eller snurren i fingrene, eller det kan være en mere generel fornemmelse af, at noget er på vej til at ramme en. Man kan også opleve helbredsangst i forhold til en, man holder af.

Livet med helbredsangst

Det kan være en voldsomt belastende og svær tilstand at være i. Mange med helbredsangst kan have perioder, hvor angsten ikke fylder ret meget, og det er ikke altid nemt at se, hvad der sætter gang i angsten. Men når den er der, opstår der mistanker om, at der er noget fysisk galt, som ikke er blevet fundet. Der kan være signaler fra kroppen, der føles overbevisende om, at man er i fare. Helt naturligt opstår der et ønske om at få vished, at tjekke, om der er noget galt eller ej. Men jo mere man tjekker, jo mere fylder tankerne om sygdom, og man kan have brug for at tjekke mere og mere. Selv det at gå til lægen hjælper ikke altid, for hvad nu hvis noget blev overset? Man kan ende med at bruge rigtig meget energi på det, være plaget af bekymring, tristhed og tvivl, og samtidig kan det være isolerende, fordi man er skamfuld over ikke bare at kunne lade være med at bekymre sig.

Helbredsangst kan behandles

Der er effektiv hjælp at få til at håndtere helbredsangst. Vi arbejder både kognitivt og metakognitivt med de reaktionsmønstre, der fastholder angsten. I terapien ser vi på de fysiske signaler og hvordan de tolkes. Vi finder veje til at forholde sig anderledes til de angsttanker, der dukker op, og vi udvikler nye reaktionsmønstre samt måder at få dem til at blive en del af dagligdagen. Vi kigger også på, hvad det er, der typisk trigger angsten, og hvordan vi kan forebygge stress. Samtidig arbejder vi med at skabe et bedre forhold til og en bedre forståelse af kroppen.