Depression

“You, my friend, will also get through this.” Recovery Letter

Forskellige typer depression

Hvad vi kalder depression er nok i virkeligheden en række forskellige tilstande. Der er den depression, der kan udvikle sig efter længere tids stress og belastning, der er depression udløst af sorg og tab, andre psykiske lidelser kan også medføre en depressiv tilstand, og der kan også være tale om en livskrise med nedtrykthed og følelsen af meningsløshed. Når man taler om depression under et, kommer man derfor ofte til at give et upræcist billede af, hvordan det faktisk opleves.

Negative tanker og manglende energi

Fællestræk for de forskellige depressive tilstande kan være, at man har en stærk tendens til at se det negative i ting. Som om de træder tydeligere frem end alt andet. Og manglen på lyst og energi til ting, der ellers plejede at være vigtige for en. Det kan føles som et tomrum, som et mørkt hul der, hvor der plejede at være liv. Samtidig er det svært at holde håbet om bedring oppe. Det kan føles, som om denne tilstand af håbløs tomhed er den ‘sande’. Det ‘andet liv’ hvor man fandt glæde i oplevelser, hvor det gav mening at gøre ting, og hvor man troede på fremtiden, føles som tilhørende en illusion.

Du kan få hjælp

De depressive tanker kan lyde så overbevisende, at man ikke kan se, at man kan komme til at tænke anderledes. Men det kan man. Man kan gøre noget ved depression. Man kan langsomt få tillid til livet igen, opleve glæde og mening, og få lyst til at være i sit eget liv.

I terapien arbejder vi med at få sat gang i livet igen på en bæredygtig måde. Vi planlægger små, overskuelige ting, du kan gøre for at komme ud af depressionens dødvande og få kontakt til de ting, der før gav dig glæde. Det kan de komme til at gøre igen, når depressionen ikke skygger over dem. Samtidig arbejder vi med de negative tanker. Vi lærer måder at undgå at køre med på dem, og vi arbejder med redskaber til at ændre tankemønstrene. Og så finder vi veje til at skabe en bedre balance mellem krav og glæde, så vi kan forebygge fremtidig depression.

Læs mere om depression hos Psykiatrifonden

Hør fra mennesker, der har haft depression

En engelsk hjemmeside har samlet breve fra mennesker, der tidligere har haft depression, til dem, der er i en depressiv tilstand lige nu. Det er smukke, kloge og værdifulde ord. Læs mere her:

Recovery Letters