Angst
Angst er hårdt
At leve med angst kan være begrænsende og udmattende. De fysiske symptomer er ubehagelige, og de kan være så voldsomme, at det føles, som om du mister grebet. Tankerne ræser afsted, og de trænger sig på med deres budskab om katastrofer og trusler. Nogle gange kan du måske blive helt desperat over ikke at kunne stoppe dem. Du bliver bekymret for at opleve angst igen, og du begynder måske at undgå ting, der har forbindelse til angsten.
Dagligdagen bliver en kamp
Hvis angsten får lov til at udvikle sig, kan det ende med, at dit liv bliver kapret af kampen for at komme igennem dagen, og du kan komme til at tvivle på, om du nogensinde kan blive ubekymret og fri i dagligdagen. Måske begynder du at føle dig forkert og svag, fordi du oplever angst i situationer, som andre synes at have let ved. Det kan også være svært for andre at forstå, hvordan det er at have angst, og de kan komme til at sende signaler, der forstærker din følelse af at være forkert og anderledes. Du kan begynde at miste troen på dig selv, og det vil gøre dig endnu mere sårbar over for angsten, for når man ikke har tillid til sig selv, vil sindet ofte sende besked om passe ekstra meget på og vurdere trusler som større.
Du kan læse mere hos Angstforeningen
Få hjælp til din angst
Man kan gøre noget ved angst. Og det gælder også dig. Angsttankerne vil måske bilde dig ind, at netop din angst er anderledes, så du ikke kan hjælpes. Men det kan du. Lad ikke angsten bestemme: søg hjælp nu.
Angst er en ‘fejlindlært’ reaktion, og den kan langsomt aflæres, hvis man går ind i situationen på en anden måde. Samtidig handler angstbehandling også om at forstå, at angst er en urgammel forsvarsreaktion, der er skabt for at beskytte dig. Selvom den kan være ubehaglig og upraktisk i vores moderne liv, så er den ikke farlig. Der findes mange forskellige typer angst med forskellig behandlingstilgang, og du kan læse mere om nogle af dem her: